Copenhagen Running Festival Partoutbillet

03.08.2017 - 27.08.2017 København, og omegn
Køb billet

Billetsalget er slut

 

Køb din partoutbillet til Copenhagen Running Festival 2017! Billetten giver dig adgang til alle festivalens events (med et forbehold for udsolgte events). Se yderligere info i beskrivelsen. Salget af partoutbillet slutter d. 17. august kl. 11.

Oplev Københavns løbepuls med en partoutbillet! 

Til august lyder startskuddet til Copenhagen Running Festival for anden gang og som deltager med partoutbillet til kun 199,- har du en enestående mulighed for at deltage i en lang række fantastiske motionsløb, træninger, workshops og andre løbeaktiviteter til en brøkdel af den normale pris. Tanken er, at du kan tillade dig at gå på opdagelse i København med dine løbesko og opleve løberlivet i byens mange afskygninger i hele august måned.

En hyldest til løberlivet 

Festivalen er resultatet af drømmen om at skabe et anderledes løbeevent. En festival som forener og værdsætter Københavns mange motionsløb og løbetræningsmuligheder, samt tilbyder en række tiltag, som kan vække din nysgerrighed som løber. Alt sammen så du som løber får mulighed for at prøve en masse forskellige løbeoplevelser af og blive klogere på dit løb. Festivalen er realiseringen af en vision om at samle en masse gode kræfter på løbescenen, og via samarbejde sætte løberlivet på dagsordenen på en ny og anderledes måde.

Hvem er festivalen for?

Først og fremmest er Copenhagen Running Festival for alle os, der elsker at løbe. Det er for løbere på alle niveauer. Fra begynderne, de langsomme, de øl-elskende, de sociale, de unge, de gamle, de hurtige, de ambitiøse – alle løbere er velkomne. Med festivalens partoutbillet kan du løbe solen sort til en masse eksisterende løb i Storkøbenhavn for en meget beskeden pris. Du kan altså som løber tillade dig at snøre løbeskoene med god samvittighed og prøve kræfter med en lang række løb og træninger, som du ikke umiddelbart havde tænkt dig at stille til start ved.

Udforsk byen i løb 

Programmet bliver sat sammen, så der både er noget for de rutinerede løbere, men også massere af inspiration for knap så øvede løbere. Hvis du aldrig har deltaget i et motionsløb før, er det for eksempel oplagt at tage med, når Sparta indbyder til løb i Københavns gader. Her kan du opleve, hvordan et motionsløb afvikles, når én af Københavns ældste løbsarrangører er på banen. Har du derimod stillet til start masser af gange, kan du udfordre dig selv ved, at prøve andre typer løb end du plejer, eller tag med på oplevelse i København og find nye yndlings løberuter. Uanset hvilken type løber du er, lover vi at der er masser af muligheder for fantastiske løbeoplevelser.

Har du overvejet en gratis fællestræning?

Copenhagen Running Festival er dog mere end de arrangerede motionsløb. Festivalen sætter også fokus på en række gratis fællestræninger rundt om i byen, da vi gerne vil sætte spot på de mange muligheder, som foregår i København til dagligt. Vi ønsker at give løbere et påskud for at møde op til disse, og ved selvsyn opleve dem med løbesko på. Måske er det netop det løbefællesskab, som du har ledt efter?

Faktum er nemlig, at København vrimler med spændende løbetiltag. Fra de mange fællestræninger, hvor man træner frem mod et fælles mål, som f.eks. Spartas fællestræninger til halv- eller helmarathon, til de ugentlige Parkruns, til Mikkeller Running Clubs træninger rundt i byen, som altid afsluttes med en øl. Fælles for disse træninger er, at de er åbne for alle, og at man kan deltage på disse uanset niveau. Bag dem står en række folk med stor indsigt og passion om løb. Snyd dig ikke for at opleve disse løbefællesskaber, men pas på. Man bliver let hooked.

Bliv klogere på dit løb

I samarbejde med festivalens partnere arrangerer vi også en række workshops for dig, der gerne vil blive klogere på dit løb, din træning, din kost og dit gear. Ja kort sagt; kom og blive inspireret omkring tidens tendenser indenfor løb.

Prisuddeling med fokus på løb

Slutteligt afholdes der i forbindelse med Copenhagen Running Festival 2017 den anden udgave af Danish Running Award, hvor vi hylder dansk løb. Det bliver en aften, hvor formålet er en hylde de mange folk, organisationer og brands som bag scenetæppet arbejder på at skabe gode oplevelser for os danske løbere. Hos Copenhagen Running Festival vil vi gerne sætte spot på de mange ildsjæle, som hver dag arbejder med løb i alle afskygninger og hædre det arbejde, som de gør i branchen. Det gør vi ved en awardaften, hvor alle er velkomne.